|
28. marts deltog 31 medlemmer af WOW samt kandidater fra bestyrelsesbasen KarriereKvinder.dk i arrangementet "Klapjagt på kvinder til bestyrelser" i Århus. Formålet var blandt andet at få svar på, om det kan betale sig at gøre en indsats for at synliggøre kvinder til bestyrelsesposter. To kompetente paneldeltagere gav svar på tiltale:
Tove Brink, cand. merc og MBA - har en fortid som leder i Danfoss samt bestyrelsesmedlem i en række bestyrelser:
”Det er lige forfærdeligt at være i rene mandegrupper og rene kvindegrupper. I mandegruppen bliver det hele præstationspræget, og i kvindegruppen ender det i kaffe og kage. Vi er nødt til at blande kortene for at få en god debat, og derfor kan kvinderne klart gøre en forskel i bestyrelserne.”
”Det er sjovt at bruge sin viden til at få indflydelse. Viden er en af de få ting, der kun bliver bedre af at blive brugt.”
Steen Hildebrandt, professor i strategi og ledelse, sidder i en række meget forskellige bestyrelser:
"Der er en helt anden energi, stemning og debatform, når begge køn er repræsenteret. Det er simpelthen rarere at være til stede! I en bestyrelse alene med mænd, oplever jeg en farlig ironisering, som ofte kan være belastende.”
”Old Boys Network er jo ofte en gruppe mennesker, som har det godt sammen, og det kan i sig selv give en god effekt.”
"Vi er i et land og i en situation, hvor ledelse er nøglefaktoren. På vej ind i videnssamfundet vil virksomhedernes bundlinie afhænge af diversiteten. En bestyrelse kan ikke længere være et sted, hvor forskellige mennesker kommer for at hyppe deres egne kartofler og spille solospil. Hvis bestyrelsen skal kunne performe optimalt, skal den agere som et team. Det betyder, at der er et klart behov ofr diversitet og mangfoldighed, En bestyrelse bør således både bestå af mænd og kvinder, og mennesker i forskellige aldre, af forskellig etnicitet, med forskellige uddannelser og kompetencer."
"De gamle mandebestyrelser blev skabt i en periode med en helt anden konkurrence. På vej ind i videnssamfundet og med det globale pres, vil det kræve helt andre kompetencer at overleve. Man kan også kalde det ”afhængighedssamfundet” – et samfund, hvor vi er afhængige af, at alle bidrager med deres forskellige kompetencer."
"Kvoter kan være en løsning – det kan jo være ligegyldigt, hvordan man kommer på banen (som kvinde) – det afgørende er, at man performer, når man er på."
|